Påskekrisen 1920

Påskekrisen er det hidtil klareste eksempel på at kongen har tilsidesat de demokratiske spilleregler. Jeg skal i det følgende prøve at redegøre for forløbet af denne krise for det parlamentariske princip i Danmark.

Regeringen upopulær

Det Radikale Venstre har regeringsmagten, og statsminister er C.Th. Zahle. Regeringens parlamentariske grundlag er socialdemokraterne. Imidlertid er regeringen ret upopulær i erhvervslivet og (naturligvis) blandt den borgerlige opposition i Folketinget.

I øvrigt frygter de borgelige at det af regeringen foreslåede valgsystem efter forholdstalsprincippet vil gå ud over deres repræsentation i Folketinget.

Folkeafstemning i Slesvig

Den 14. marts 1920 er der folkeafstemning om tilbagevenden til Danmark i zone 2 ud af de tre zoner hvori Slesvig er blevet opdelt. I modsætning til den tidligere afstemning i Nordslesvig (zone 1) bliver resultatet et klart tysk flertal på 80 %.

Resultatet betyder at Mellemslesvig (herunder Flensborg som er medtaget i zone 2) skal forblive tysk. Dette er der imidlertid stor folkelig modstand imod i Danmark, og Flensborgbevægelsen formulerer det folkelige krav om at Flensborg med tiden igen skal blive dansk.

Den politiske situation

Regeringens politik på området er at man skal respektere afstemningen. Men den borgerlige opposition, der ellers tidligere har ment det samme, skifter under indtryk af folkestemningen standpunkt i sagen.

Krisens forløb

Tingene udvikler sig nu således:

Fredag den 26. marts: Regeringen kan konstatere et snævert flertal i Folketinget for sin politik. Der er med andre ord ikke flertal for et mistillidsvotum til regeringen. Herefter tager tinget på påskeferie.

Palmesøndag den 28. marts: Kongen Christian 10. og hans rådgiver, erhvervsmanden H.N. Andersen, beslutter sig for at afskedige regeringen. Som ny leder af et forretningsministerium forestiller de sig professor Th. Rovsing.

Mandag den 29. marts: Kritikere af regeingen bliver orienteret om kongens planlagte handling. Lederen af Venstre, N. Neergaard (hvis støtte Andersen ønsker), fraråder dog Rovsing som ny minister og foreslår i stedet enten advokat O. Liebe eller overformynder M.P. Friis. Valget falder på Liebe.

Reaktioner mod statskuppet

Regeringen og socialdemokraterne bliver naturligvis meget vrede over at kongen egenhændigt afsætter regeringen. Man opfatter det skete som et statskup. Der finder store demonstrationer sted mod kongen; under disse demonstrationen fremsættes krav om republikkens indførelse.

Fagbevægelsen truer med generalstrejke.

Til sidst må Christian 10. bøje sig.

Krisens udgang

Påskedag, den 4. april, indgår man et kompromis. Friis bliver leder af et forretningsministerium (og ikke Liebe); hans opgave bliver udelukkende at udskriv nyvalg.

Efter valget kommer Venstre i øvrigt til magten. Som bekendt forblev Mellemslesvig med Flensborg tysk; folkeafstemningen blev altså respekteret.

Konklusion

Påskekrisen er et eksempel på at kongen tilsidesætter det parlamentariske princip og vælter en regering samt udskriver folketingsvalg. Der var ikke flertal imod regeringen i Folketinget.

Selvom et flertal af befolkningen muligvis ønskede en anden regering (dette er en dristig fortolkning af udfaldet af det senere valg) eller i hvert fald en anden Slesvig-politik, var kongens fyring af Zahle klart i strid med princippet om at regeringen kan blive siddende så længe den ikke har et folketingsflertal imod sig (det parlamentariske princip).

Kan noget lignende ske i dag? I den gældende udgave af Grundloven (1953) står der blandt andet:

Tilsyneladende får vi problemer næste gang en konge vil blande sig i den førte politik. Jurister vil dog gøre opmærksom på at kongen også er ansvarsfri, og at det derfor er ministrene der har det reelle ansvar, og at regeringen faktisk har den magt som tilskrives kongen i Grundloven. Faktisk skal ordet »kongen« læses som »regeringen« i Grundloven, forklarer juristerne os. Dette kan dog umuligt gælde alle paragrafferne, fx er det svært at se hvilken mening § 14 citeret herover skulle give hvis man substituerede »kongen« med »regeringen«.

Hvorfor overhovedet bevare kongedømmet med alle dets anakronismer?

Indfør republikken!

Disclaimer

Jeg er ikke historiker, men jeg har ovenfor søgt at give en præcis og korrekt gengivelse af det faktiske historiske forløb. Selvom parlamentarismen var indført i 1901 (»systemskiftet«), var den ikke sikret i 1915-grundloven (der gjaldt under påskekrisen) på samme måde som den er i dag i 1953-grundloven (§ 15) og med den parlamentarismefortolkning vi har haft siden regeringsdannelsen efter valget i 1975. /JeppeSN