|
Nej tak til !»KONGEDØMMET hører ingen steder hjemme i et modernedemokrati. Så enkelt kan det siges. En større modsætning til en fundamental demokratisk tankegang, hvis konsekvens naturligvis er republikken med et valgt overhoved, kan man uimodsigeligt [ikke] forestille sig.« Leder i Dagbladet Information (Leve republikken!).
»[...] mit syn på kongehuset. Jeg er republikaner, og det er der
|
Adresser: http://afskafmonarkiet.dk/ http://danskerepublikanere.dk/ http://republikanere.dk/ http://republikaneren.dk/ http://republikanisme.dk/ http://jeppesn.dk/kongerige/ Indhold: |
Men det er langt fra kun rent sproglige absurditeter der gør at kongedømmet ikke har noget at gøre i et moderne demokrati. Enhver der læser Grundloven, den fundamentale lov vi bygger hele vores samfund på, vil indse at monarkiet på næsten enhver tænkelig principiel måde strider imod menneskerettighederne.
»Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder,« lyder menneskerettighedernes første ord. Man kan vist ikke sige at dét er opfyldt i Danmark.
Det er klart at vi med denne konstruktion før eller siden vil få en repræsentant for landet, som ikke er sin opgave værdig. Lad os ændre reglerne nu i stedet for at vente til det sker!
I et sandt demokrati vælges folkets overhoved af folket eller af de folkevalgte.
Vel har dagens dronning Margrethe reelt kun begrænset politisk magt, men hvorfor så ikke tage konsekvensen og helt fjerne alle afsnit om kongen fra Grundloven?
Grundloven burde sikre at den udøvende magt ligger (og altid vil ligge) hos regeringen, og at regeringens sammensætning ikke påvirkes af en konge hvis eneste legitimitet er hans nedstamning fra tidligere konger. Og Grundloven burde sikre at den lovgivende magt tilhører de folkevalgte således at lovenes vedtagelse ikke skal betinges af en enkelt persons (kongens) accept af dem.
Undertiden hører man i den politiske debat at overflødige råd og nævn bør afskaffes. Men ét råd mere overflødigt end dem alle. Det er Statsrådet som består af kongen og ministrene. Her skal ministrere præsentere alle lovforslag som de agter at stille, for kongen. (Derimod kan menige folketingsmedlemmer godt stille lovforslag uden først at vise dem til kongen. Nu er det bare sådan at de fleste lovforslag i praksis stilles af ministrene.) Samtidig skal kongen i Statsrådet underskrive alle de love som faktisk er blevet vedtaget af folketinget. Dette er ikke alene en udemokratisk ceremoni; det er rent spild af ministrenes dyrebare tid (og af regentens knap så dyrebare tid). Hver uge spilder ministrene det meste af en formiddag på denne absurditet. Den tid kunne de have brugt på nyttig politik i stedet.
Efter et valg, eller når regeringen træder tilbage, er det kongen der i en såkaldt kongerunde skal undersøge hvem der skal lede forhandlingerne om en ny regering. Når regeringen er på plads, er det også kongen der skal udnævne ministrene. Hvorfor skal kongen på den måde blandes ind i regeringsdannelsen?
I Menneskerettighedserklæringens Artikel 7 står: »Alle er lige for loven.« Hvis vi skal tage dette alvorligt, må vi retsforfølge og straffe kongehusets medlemmer på nøjagtig samme måde som vi gør mod andre der overtræder landets love.
Visse lovovertrædelser begået af kongehusets medlemmer har allerede fundet sted. Fx ville kronprinsen ikke have lov til at føre bil hvis han havde været en anden end den han er. Medmindre Gud, stående særligt tæt på kongehuset som i middelalderen, sørger for at Frederik ikke forårsager en alvorlig trafikulykke, er risikoen for at han gør det, lige så stor som for at enhver anden der kører for stærkt, gør det. Er det så ikke krænkende for retsbevidstheden at han stadig må køre bil? Tænk principielt.
Kongehusets medlemmer har ikke som andre pligt til at vidne i retsager, hvilket vi blev mindet om i den såkaldte livristsag hvor det endda var kongehuset selv der havde anmeldt den tiltalte.
Det er en menneskeret selv at måtte bestemme hvad man vil med sit liv. Det er i klar modstrid med hele ideen om fornuftige, frie mennesker at nogens liv kan være bestemt på forhånd på grund af deres forældre.
»Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke,« forklarer Grundloven i § 6. Dette er i klar strid med Menneskerettighedernes artikel 18 der giver enhver ret til at konvertere til en anden tro.
I det hele taget er det skræmmende at læse Menneskerettighedserklæringen igennem med tanke på hvilke af rettighederne medlemmerne af dagens danske kongehus reelt har. Kongen tjener jo reelt som en marionet for regeringen, og han må finde sig i at hans taler bliver rettet af politisk-taktiske hensyn. Ja, faktisk skrives de vigtige taler (fx nytårstalen) slet ikke af kongen selv, de udarbejdes af embedsmænd i Statsministeriet. Ytringsfrihed er det med andre ord så som så med.
(Et eksempel på hvad der kan ske hvis kongen alligevel ytrer sig, så vi med Bruneikrisen i Sverige i februar 2004. Kongen, Carl XVI Gustaf, udtalte i forbindelse med et besøg i diktaturstaten Brunei: »Brunei er et meget åbent land. Sultanen har en kolossal nærhed til folket - Jeg oplever det på en måde som et mere åbent land end noget andet man kan forestille sig.« Kongens udtalelser stod i stærk modsætning til den politik som den folkevalgte del af det officielle Sverige havde: Både den svenske riksdag og svenske ministre havde kritiseret Brunei for landets mangel på demokrati og respekt for menneskerettighederne. Men kongens udtalelser var velegnede til propaganda for Brunei. Mange kommentatorer i Sverige mente at Bruneikrisen var begyndelsen til enden på det svenske monarki. Det var sikkert utilfredsstillende for Carl XVI Gustaf at han blev kritiseret for at sige sin ærlige (skønt tåbelige) mening. Men det var selvfølgelig endnu mere utilfredsstillende for Sverige at der blev draget tvivl om den politik som der var bred tilslutning til blandt de folkevalgte politikere.)
Medlemmer af kongefamilien udsættes ufrivilligt for en overmåde enorm snagen i deres liv fra de fødes til de dør. Deres påkaldelse af privatlivets fred har kun ringe effekt, og de har pligt til at være offentlige personer. Er det rimelige betingelser at byde mennesker der ikke selv har valgt det?
Medlemmer af kongehuset stemmer ikke ved valg og afstemninger selvom de teknisk set har valgret. (Faktisk fortolkes kongens ansvarsfrihed på den måde at han slet ikke opføres på valglisterne; han tilsendes altså ikke et valgkort.) De kan ikke melde sig ind i et parti - eller blot give udtryk for holdninger der kan tolkes politisk.
Prinserne må finde sig i at deres valg af ægtefælle vil blive undersøgt meget grundigt og eventuelt underkendt af hoffet. De må, i tilfælde af at de er mistænkt for at have gjort noget strafbart, finde sig i at blive (be)dømt af et særligt råd hvor deres far (kongen) måske har det meste at skulle have sagt, og de kan ikke kræve en almindelig offentlig retfærdig (uvildig) rettergang.
Man kan spørge sig hvor lang tid der går før forholdene for kongehusets medlemmer bliver så horrible at de selv takker nej og frasiger sig tronen. I Norge har vi for nylig set at prinsesse Märtha Louise frivilligt har givet afkald på sin apanage og på titlen Hennes Kongelige Høyhet fordi hun har ønsket at gifte sig borgerligt, og fordi hun foretrækker et »almindeligt« liv hvor hun tjener sine egne (skattepligtige) penge som alle andre nordmænd. Foreløbig er prinsessen dog fortsat med i den norske arvefølge (efter kronprins Haakon og dennes børn). I Japan har Hendes Kejserlige Højhed prinsesse Sayako ligeledes givet afkald på alle sine privilegier ved at gifte sig borgerligt. Også hun ønsker at føre en normal tilværelse.
Læs om Påskekrisen 1920.
Læs om Livristsagen 1998.
Europæiske republikker og monarkier.
Læs citater af dronning Margrethe selv.
Læs om folkeafstemning om tronfølgeloven den 7. juni 2009.
Lidt om denne sides historie.
Når der i Grundloven står »kongen«, tænkes der i nogle tilfælde på monarken som person, i andre på regeringen/statsministeren. Den måde som er »rigtig« at forstå ordlyden på, har ændret sig i løbet af Grundlovens 150-årige historie. En (republikansk) jurastuderende har anbefalet bogen Statsforfatningsret af Peter Germer hvis man ønsker en bedre forståelse af hvordan paragrafferne fortolkes.
Efter vores mening ændrer den juridiske praksis intet på det principielt forkerte i et monarki.