Citater af dronning Margrethe 2.

Dette er citater af dronning Margrethe fra bogen »Margrethe« (2005)
af Annelise Bistrup:

¤¤
side 36 (om påskekrisen 1920):

Jeg tror ikke, Kongen havde den mest loyale statsminister, man kan
tænke sig. Der var ikke bare god vilje fra den side. Zahle kunne have
været en klogere rådgiver for Kongen. Statsministeren havde ret, men
han var ikke i sin bedste ret.

¤¤
side 62 (om shahen i Iran):

En stærk og ansvarsbevidst mand, der begyndte at miste grebet, da han
blev syg. Måske lyttede han også for meget til ja-sigerne. Dem skal
man vogte sig for, selvom de er rare at have.

¤¤
side 108 (om svenske bestræbelser for at 'fritage' kongen fra
statsretslige funktioner og reducere ham til ceremoniel figur):

Var det gået herhjemme, som det gik i Sverige, havde man selvfølgelig
også kunnet gøre dét, hvis det var dét, man skulle. Men hvis man ikke
som statsoverhoved har de statsretslige forpligtelser, vil det være
meget vanskeligere at gøre de andre ting, der følger med, men som ikke
er statsretslige forpligtelser. Man vil for eksempel under statsbesøg
ikke være så godt klædt på, hvis man ikke har mulighed for selv at
følge med i den politiske proces. Noget andet er, at det også gør det
nemmere at overbevise sig selv om, at det er vigtigt, det man gør. At
det søreme betyder noget for landet.

¤¤
Side 139 og 141 (om nytårstalen 1984 om »dumsmarte bemærkninger« til
indvandrerne):

[...] Jeg holdt ikke den tale, fordi jeg selv synes, jeg er så
glimrende. Jeg holdt den, fordi det var noget, jeg skulle huske mig
selv på. Jeg skælder ikke folk hæder og ære fra, uden at jeg selv er
anklaget. [...] Fortrudt den tale? Det har jeg ikke. Den har jo været
igennem Statsministeriet (Poul Schlüter var statsminister), og der
mente man godt, det kunne lade sig gøre. Og så holdt jeg den af
karsken bælg. Og jeg skal ellers love for, at det var et ordentligt
plask, der kom bagefter. Det havde jeg slet ikke ventet. Men hvis jeg
ser på den med dagens briller, er den rablende naiv. Den er holdt i
tiden, og ingen kunne vide, hvilken udvikling vi va midt i. Det skulle
vise sig, at vi var totalt fremmede over for den kunst at være 'flere
slagser'. Man kan sige, at det var et held, at det var på det
tidspunkt, jeg fandt på at sige sådan noget. Det var endnu ikke et
politisk kontroversielt emne. Blot et par år senere havde jeg aldrig
vovet det. Da var emnet blevet politisk. Og jeg skal ikke spændes for
noget politisk vogn.

¤¤
side 194f (en politisk holdning til et aktuelt spørgsmål,
folkekirkens stilling og foreningsmenigheder):

Debatten om at skille kirke og stat er der. Og der er nogle, der
skubber vældigt på. Men jeg tror, at den danske folkekirkemenighed er
så træg en masse, at man vil få svært ved at gennemføre en så
dramatisk omvæltning. Jeg frygter, at det skal blive noget 'specielt'
at have et trosforhold. Det er flot, hvis folk kan klare tingene selv.
Men foreningsmenigheder - dem der er så fine, at de er de virkelig
kristne - bryder jeg mig ikke rigtig om. Hvad så med alle os andre?
Hvor skal vi gå hen med os selv? Der er én adgang, det er dåben, og
det er nok. Skiller man stat og kirke, er jeg bange for, at vi først
for alvor får en afkristning af landet.

¤¤
side 197 (om den islamiske 'udfordring'):

I disse år udfordres vi af islam. Både globalt og lokalt. Der er noget
imponerende ved mennesker, for hvem religioner gennemsyrer tilværelsen
fra morgen til aften, fra vugge til grav. Der er også kristne, der har
det sådan.
Men det er en udfordring, vi er nødt til at tage alvorligt. Vi har
ganske givet ladet det flagre i alt for lang tid. Fordi vi er
tolerante - og temmelig dovne. Jeg synes virkelig ikke, det er
nemt. Og heller ikke så rart.

¤¤
side 259f (om at begrænse kongens statsretslige funktioner så
monarkiet reduceres til et ceremonielt symbol):

Det er i hvert fald et meget alvorligt spørgsmål. Men den rene
ceremoni kan nemt blive en meget tynd kop te. Ingenting fæstet op med
roser! Meget af det, der er ceremoni, har sin rod i den
konstitutionelle position, som monarken har. Det ene giver farve til
det andet. Den ceremoni, der omgiver statsoverhovedet, får noget af
sin berettigelse på grund af statsoverhovedets faktiske rolle. Der er
en dybere liggende alvor i det rent konstitutionelle arbejde, som også
påhviler kongen. Det er noget, jeg tager meget alvorligt, og som jeg
føler er væsentligt og vigtigt. Vi er her ikke bare til benefice for
turisterne og pressen.
Taler vi om kongens rolle ved regeringsdannelsen efter et
folketingsvalg, så står det ikke skrevet noget sted, at der skal være
dronningerunde, hvis tallene er sådan, at statsministeren ikke
umiddelbart kan fortsætte. Men det er efter min mening slet ikke noget
dårligt system. Det er et neutralt sted at gå hen, et sted der ikke er
personligt involveret i den proces, der lige er gået forud, nemlig
valget. Hvor finder man ellers en person, der er statsgaranteret
forpligtet til at være uvildig? Om kongen ved man, at han ikke har
været til stemmeurnen.
Kongen - og nu taler jeg igen om begrebet - har den grundlæggende
funktion, at han ikke er involveret i de politiske detaljer. Man kan
have meninger. Man kan have forhåbninger om, hvordan tingene vil falde
ud. Man ønsker at bane vej for den regeringsmulighed, der er i det
udfald, valget har fået. Men man er ikke involveret i selve processen.
Ansvaret er stadig politikernes.

¤¤
side 261 (om at abdicere):

[...] For mig er det et ansvar, der ikke indbefatter en abdikation.
Det er en opgave, man har fået, og som man har påtaget sig, og den
hopper man ikke fra, fordi det måske kunne være personligt belejligt
at slippe for noget af det.

Tilbage til Afskaf monarkiet