Monarki og ligestilling – uforenelige?

Det er lykkelige tider for nationen. Tronfølgerparret skal have et
barn. I den anledning har statsministeren foreslået at ændre
tronfølgeloven. Statsministeren gjorde opmærksom på det under sin tale
ved folketingets åbning forleden. Tronfølgeren skal nu være
tronfølgerparrets førstefødte - uanset køn. Vi ved alle, at det nye er
det med kønnet - vi skal til at se bort fra det. Men det kan vi ikke,
hvis vi skal overholde den gældende tronfølgelov. Så loven må ændres.

I forbindelsen med denne ændring af tronfølgeloven, vil jeg i det
følgende stille to simple spørgsmål. Efter at have stillet og svaret
på disse spørgsmål, vil jeg til sidst se på svarenes konsekvenser. De
to spørgsmål er: "Hvad vil man ændre?" og "Hvorfor vil man ændre
det?".

For at svare på det første spørgsmål, må vi se på, hvordan
tronfølgeloven ser ud i dag. Den følger her i en forkortet udgave,
hvor jeg har udeladt de tre sidste paragraffer og fremhævet centrale
udtryk.

§1. Tronen nedarves indenfor kong Christian X og dronning Alexandrines
efterslægt.
§2. Ved en konges død overgår tronen til hans søn eller datter,
således at søn går forud for datter, og i tilfælde af, at der er flere
børn af samme køn, den ældre går forud for den yngre. Er et af kongens
børn afgået ved døden, træder vedkommendes afkom i dets sted efter
linealfølgen og de i stk. 1 fastsatte regler.
§3. Dør en konge uden at efterlade sig til tronen arveberettiget
afkom, overgår tronen til hans broder eller søster med fortrin for
broder. Har kongen flere søskende af samme køn, eller er nogen af hans
søskende afgået ved døden, finder reglerne i §2 tilsvarende
anvendelse.
§4. Er der ingen arveberettigede i henhold til bestemmelsen i §§ 2 og
3, overgår tronen til den nærmeste sidelinie indenfor kong Christian X
og dronning Alexandrines efterslægt efter linealfølgen og med
tilsvarende fortrin for mænd frem for kvinder og for ældre frem for
yngre som fastsat i §§ 2 og 3.


Loven har til formål at bestemme, hvem der skal følge efter den
siddende regent på tronen. Som loven er nu, skal man tage hensyn til
to ting: køn og alder. Kønsprincippet siger, at "søn går forud for
datter", mens aldersprincippet siger, at "den ældre går forud for
den yngre". Kønsprincippet har desuden forrang frem for
aldersprincippet. Når man har disse to principper, er sagen meget
enkel. Man tager alle regentparrets eller i den aktuelle situation
tronfølgerparrets børn og rangordner dem. Først skiller man drengene
fra pigerne i overensstemmelse med kønsprincippet. Derefter anvender
man aldersprincippet på hver af de to grupper, således at den ældste
rangerer højest, og den yngste lavest. På denne måde får man så lavet
et entydigt hierarki blandt regentparrets eller tronfølgerparrets
børn. Nogle gange hænder det, at der ikke bliver født nogen
drengebørn, og så har man kun aldersprincippet at rangordne efter. Som
dronningens eget eksempel bevidner, kan det dog også sagtens fungere,
selv om det var nødvendigt at ændre den gamle tronfølgelov, før hun
kunne blive dronning. Nu vil man så ændre den igen. Man vil sætte
kønsprincippet ud af kraft. Man ønsker ikke længere at anerkende dets
gyldighed. Det skal ikke længere være en virksom magt i vores samfund.
Dette er der tilsyneladende bred enighed om i folketinget og
formodentlig også i befolkningen.

Nu til det andet spørgsmål. Hvorfor ønsker man at ophæve
kønsprincippets gyldighed? Det har trods alt eksisteret og været
håndhævet i mange hundrede år, og der var vel oprindeligt en grund
til, at man indførte det. Så hvilke grunde har man nu til pludselig at
fjerne det? Her vil de fleste nok henvise til ligestillingen, sådan
som statsministeren også har gjort det. Der skal være lige adgang for
de to køn til alle embeder - også dette særlige embede: at være
regent.

Men hvad er ligestilling, og hvorfor skal vi bekymre os om det? Som
navnet siger, indebærer ligestilling, at nogen bliver stillet lige
eller står lige. Vi må altså se på, hvad det vil sige at være lige og
ulige eller ens og forskellige. Ting er altid kun lige og ulige i en
bestemt henseende. To personer kan således være lige eller ulige med
hensyn til højde eller drøjde, hudfarve eller afstamning, køn eller
alder osv., men de kan ikke være lige eller ulige som sådan. Man er
nødt til at sige i hvilken henseende de er lige og ulige.
Ligestillingsprincippet siger så, at vi skal stille folk lige i en
eller anden henseende ved at se bort fra alle de mange forskelle, som
gør sig gældende i andre henseender. I det aktuelle eksempel drejer
det sig så om at stille regentens børn lige, med hensyn til deres
mulighed for at blive regent, ved at se bort fra kønsforskellen. Lad
os se på et andet eksempel:

Vi antager, at politiet holder et sted og måler bilisters hastigheder
og fotograferer nummerpladerne og føreren. Først bliver jeg
fotograferet. Det viser sig, at jeg har kørt alt for hurtigt. Lidt
efter bliver en anden bilist fotograferet. Det viser sig, at
hastigheden er den samme. Vi er altså lige med hensyn til hastigheden.
Nu sker der imidlertid noget interessant. Da politibetjenten kommer
tilbage til stationen og ser billederne, opdager han, at jeg er en
mand, mens det var en kvinde, som kørte den anden bil. Han gør nu det
følgende: selv om han har set, at vi kørte lige hurtigt, vælger han at
destruere mit billede, mens han sender billedet af kvinden af sted til
hende sammen med en bøde. Hvis vi spørger ham, hvorfor han handlede
sådan, vil han sige, at det var, fordi jeg var en mand og den anden en
kvinde. Vi er givetvis alle enige om, at han handlede forkert og ikke
burde have gjort det. Men hvorfor? De fleste vil formodentligt svare:
fordi kønsforskellen er sagen uvedkommende. Kønnet er simpelthen
irrelevant. Det, der tæller og har gyldighed her, er hastigheden. I
dette eksempel er det meget klart, hvad vi skal mene. Men hvordan
afgør vi i andre tilfælde om forskelle er relevante eller irrelevante,
væsentlige eller uvæsentlige, vedkommende eller uvedkommende? Det kan
vi kun gøre ved at se på sagen. Og da forskellige sager er
forskellige, vil forskellige forskelle også være relevante og
irrelevante. Lad os vende tilbage til vores sag - kongehuset og
kønsprincippet - med denne viden i baghovedet.

Tronfølgeloven skal ændres. Man vil forkaste kønsprincippet. Hvorfor?
På grund af ligestillingen mellem kønnene - fordi kønsforskellen ikke
er en relevant forskel i forhold til sagen. Hvad er sagen? At være
tronfølger eller regent. Men hvorfor er kønsforskellen ikke en
relevant forskel? Fordi en kvinde kan være en lige så god regent, som
en mand kan. Hvor god man er, afhænger i dette tilfælde ikke af
kønnet. Det, der tæller og har gyldighed, er ens kvalifikationer og
evner. Det, der betyder noget, er, hvordan man vil være i stand til at
udfylde rollen og de dertil knyttede funktioner. Jeg tror, det er de
færreste i dette land, som vil være uenige i denne argumentation.

Efter at have stillet og svaret på de to spørgsmål, vil jeg nu se på,
om svaret har nogle konsekvenser. Det fremgik af tronfølgeloven, at
tronfølgehierarkiet blev bestemt af to principper: kønsprincippet og
aldersprincippet. Vi har forkastet kønsprincippet ved at henvise til
ligestillingsprincippet. Hvad nu med aldersprincippet? Står det
anderledes til med dette princip end med kønsprincippet? Vi ved nu,
hvordan vi skal spørge for at finde ud af det: Er alder en relevant
forskel med hensyn til at være regent? Lad os først se på, hvad alder
egentlig er for en størrelse.

Som bekendt er en persons alder den tid, som er gået fra personen blev
født. Selv om tid kan angives på mange forskellige måder, angiver vi
normalt blot alder i år. Der er faktisk en grund til, at vi gør dette:
der er ofte ingen grund til at være mere præcis. Forestil dig, at en
person spørger dig om din alder, og du så siger "lige et øjeblik",
hvorefter du kigger på dit ur og svarer "nu er jeg 23 år og 2 måneder
og 23 dage og 7 timer og 45 minutter og 12 sekunder gammel". Som
dette groteske eksempel viser, er en så nøjagtigt tidsangivelse
fuldstændig overflødig, irrelevant og sagen uvedkommende. Måske
ønskede personen blot at vide, om du var i tyverne eller i trediverne.
Dette bør advare os imod at tillægge aldersforskellen for stor
betydning. I langt de fleste sager har alderen nemlig ikke nogen
synderlig betydning, og vi kan derfor nøjes med at angive den i år.

Men selvfølgelig er alderen relevant i nogle sager. Fx skal man være
atten år for at stemme. Det kan diskuteres, om denne bestemte alder er
den bedste, men de flestes vil vist være enige i, at der bør være en
eller anden aldersbegrænsning forbundet med stemmeretten. Den myndige
udøvelse af stemmeretten forudsætter visse evner, som børn ikke har.
Men hvad nu med vores sag - retten til at blive regent? Er alderen
relevant i denne sag? Den forekommer mig at være irrelevant. Én god
grund - blandt mange - til at alderen er irrelevant, er, at en
tronfølger som regel først bestiger tronen, når han eller hun er
blevet voksen. For det meste har voksne mennesker simpelthen lige gode
evner for at være regent, hvis de ellers er blevet uddannet til det
- uanset alder. Vil nogen måske hævde at Joachim ikke ville kunne
blive lige så god en konge som Frederik? Måske. Men vil nogen hævde,
at det skyldes, at han er ét år yngre? Næppe. Tænk tilbage på det
tidligere fart-eksempel. Forestil dig, at betjenten havde begrundet
sin uretfærdige handling ved at sige, at jeg var 23 år, mens kvinden
var 19 år! Aldersprincippet forekommer mig at være lige så irrelevant
i forhold til muligheden for at blive regent, som det er irrelevant i
dette farteksempel.

Jeg har nu diskuteret de to principper som tronfølgeloven bygger på.
Begge principper forsøger, så vidt jeg kan se, at gøre forskelle
gældende, som er sagen uvedkommende og irrelevante. Det er dette
ligestillingsprincippet forbyder. Men hvad skal vi så gøre, hvis vi
ikke har nogen gyldige principper til at bestemme, hvem der skal være
regent? Vi kunne lade være med at have en regent, for så behøvede vi
slet ikke sådanne principper. Vi kunne afskaffe monarkiet.

Men er dette virkelig nødvendigt? Det lyder jo meget drastisk. Måske
er det drastisk, men jeg tror, vi er nødt til det.

Nødvendigheden kan faktisk forklares historisk. De moderne
nationalstaters demokratiske forfatninger opstod i bevidst opposition
til monarkierne. Det gamle system byggede på arv, slægt og
privilegier, mens det nye system skulle bygge på evner, indsats og
fortjeneste. Disse gamle værdier er en del af monarkiets væsen. Uden
dem intet monarki. Men de strider imod ligestillingsprincippet og
andre grundlæggende demokratiske principper. Det er tankevækkende, at
statsministeren, formanden for Danmarks liberale parti - "frihedens
parti" - kan støtte en sådan institution. Her er der ikke fri
konkurrence om embederne, men monopol. Det står ikke enhver borger
frit for at forsøge at stræbe efter dette embede. Her gives der ikke
efter fortjeneste, og her belønnes der ikke efter evne, men efter
afstamning. Her har borgerne ikke mulighed for frit at vælge deres
repræsentanter. Der er valgt for dem. Der er kort sagt tale om en
institutionalisering af principper og værdier, som er i modstrid med
alle andre grundlæggende værdier og principper i dette samfund. Skal
vi virkelig acceptere dette? Kan statsministeren acceptere dette? Vi
behøver i hvert fald ikke acceptere det. Vi kan ændre det. I praksis
har folket magten i dette land. Lad os bruge denne magt til at ændre
teorien. Jeg foreslår altså ikke en ændring, men en afskaffelse af
tronfølgeloven. En ændring af grundloven er på sin plads.
Ligestillingsprincippet kræver det. I frihedens og lighedens og
broderskabets navn - lad os afskaffe monarkiet.

Jeg anerkender, at der for mig her er tale om en principsag. Hele
sagen drejer sig om forholdet mellem ligestillingsprincippet og
monarkiets principper. Statsministeren har faktisk også gjort det
klart, at der her er tale om en principsag for ham. Det er ikke
nødvendigt at ændre tronfølgeloven på nuværende tidspunkt. Det kan jo
være, at tronfølgerparret får en dreng. Så vil det slet ikke gøre
nogen forskel i praksis, hvis loven ændres, for der vil ikke opstå
nogen modsætning mellem principperne. Resultatet vil blive det samme
med den kommende som med den eksisterende lov. Men det er altså på
trods af denne kendsgerning, at statsministeren har valgt at foreslå
en ændring af tronfølgeloven. Det er for at give udtryk for principper
og værdier. Men værdier og principper forpligtiger. Det er de fleste
bekendt, at det man siger, kan have konsekvenser, som man ikke selv
har indset. Man kan forpligtige sig udover det, som man selv tror sig
forpligtiget på. Hvis man vil sige A, så må man også sige B, uanset om
man vil det eller ej. At være konsekvent vil sige at acceptere
konsekvenserne af det, man siger. Så hvis ligestillingsprincippet
virkelig er et princip, som vi skal bygge vores samfund på, så beder
jeg alle - også statsministeren - om at tage konsekvensen heraf. Jeg
mener at have vist, at konsekvensen er afskaffelse af monarkiet. Ikke
at afskaffe det og stadigvæk hævde, at man anerkender
ligestillingsprincippet, kan kun skyldes principløshed eller
dumhed. Det står tilbage, om statsministeren - og enhver anden - vil
benægte ligestillingsprincippet, afskaffe monarkiet, eller fremstå som
principløs eller det, der er værre. Uanset hvad, er statsministeren i
hvert fald svar skyldig.

Martin Ejsing Christensen