Man kan sætte dem på pension eller sådan noget, ud skal de under alle omstændigheder. Vi, den oplyste halvdel af befolkningen, vil ikke have dem - kort og godt! Fordi de holder den anden halvdel nede i barnlighed, gør dem lallende og utilregnelige, infantile og tåbelige
Når man er overbevist republikaner, sker det da heldigvis oftere og oftere, at man møder meningsfæller. Seriøse meningsfæller, for hvem det ikke bare er en almindelig mening, at kongehuset skal afskaffes, så vi bliver fri for at betale for lortet, men en dybfølt irritation over, at omkring halvdelen af befolkningen får et vandigt, bøvet og almueagtigt ærbødigt udtryk i øjnene, når talen falder på den kongelige familie.
Er det virkelig så inderligt dejligt at være undersåt, spørger vi republikanere de kongetro, når vi er på tomandshånd med dem. I grupper er de skingrende sindssyge, man kan slet ikke komme i kontakt med dem. Men på tomandshånd, altså, kan de da godt se, at det er noget sært gammeldags noget, det kongehus. Og demokratisk er det jo godt nok heller ikke, det er de helt med på. Men så begynder de at ævle om »traditionen«, om »historiens vingesus« og så selvfølgelig »den lille ny«, som ventes hen på efteråret. De bliver i det hele taget skrækkeligt lyriske.
Til daglig er det værste ved at være republikaner, at man aldrig rigtig bliver taget alvorligt.
Folk griner ad én, ikke bare bag ens ryg, men lige op i ansigtet. De synes, man er underlig, åndssvag at høre på, dum. Skulle en præsident være bedre, spørger de. Og hvem skulle man vælge til et så fint, men selvfølgelig overvejende repræsentativt embede? Forhenværende statsministre, pipper man så, det ville være naturligt. Mener du Poul Nyrup, spørger folk så, helt vantro. Måske ikke lige ham, mumler man arrigt - for selvfølgelig kan man godt mærke det: Uanset hvad man siger, er man til grin. Uafhjælpeligt til grin.
Men altså: Det sker, at man træffer en meningsfælle - der jo også er lidelsesfælle. Verden bliver pludselig behageligt lettet for dårlig lyrik og klæbrigt, anakronistisk almuesind. Det bliver en selvfølgelig ytring at kræve kongehuset nedlagt.
Ikke fordi kongehusets medlemmer ikke dur til deres arbejde. De er vel tværtimod temmelig dygtige. Men de skal væk, man kan sætte dem på pension eller sådan noget, ud skal de under alle omstændigheder. Vi, den oplyste halvdel af befolkningen, vil ikke have dem - kort og godt! Fordi de holder den anden halvdel nede i barnlighed, gør dem lallende og utilregnelige, infantile og tåbelige.
Se nu bare til ellers voksne mennesker, der til dagligt fungerer udmærket som f.eks. tv-journalister.
Når der er optræk til »begivenheder« i den kongelige familie, bliver de som savlende spædbørn.
De rydder Tv-Avisens sendeflade, hele dynen, for at berette om »den lille ny«, eller »det kommende bryllup«. Og når brylluppet finder sted, sendes der non stop fra begge licensbårne kanaler. De kvindelige journalister får en gratis tur hos frisøren, de stadser sig ud i prinsessekostume og får et skræmmende udtryk af en slags senil sødme i øjnene - som tudsegamle koner, der går i barndom. De mandlige journalister - læs: nøgterne og erfarne beskrivere af den beskidte virkelighed derude - bliver mere 'repræsentative' i antrækket. Mørkt tøj og omhyggelig barbering, et kælent tonefald som en mellemting mellem en flink bedemand og den sukkersøde bankrådgiver, der endnu engang bevilger én overtræk.
Og så har vi slet ikke nævnt alle »eksperterne«, der kan indkaldes når som helst for at øse af deres viden om sæd og skik ved hoffet. Alle mulige »forfattere« og »historikere«, der til lejligheden er klædt ud som årgang 1962 af Billed Bladet.
Dog må det indrømmes, efterhånden som galskaben tager til - og bare vent til efteråret, når »den lille ny« melder sin ankomst, så får vi det hele en gang til - at man bliver en smule nysgerrig, også selv om man er overbevist republikaner. Hvad er det, der foregår?
For tv-folkene er jo ikke de eneste, der lider af massepsykosen, det gør - rundt regnet, som sagt - halvdelen af befolkningen også. Det samme folk, som ellers nidkært vogter over, at ingen får andel i goder, som de ikke har kvalificeret sig til ved dygtighed og hårdt arbejde, sidder som i trance og savler over ret beset almindelige begivenheder i en familie, der kun adskiller sig fra alle andre familier ved ikke at have noget efternavn.
Republikaneren føler et øjeblik en kold rislen ned ad ryggen: Er det mig, der er noget galt med? Mangler jeg et særligt gen, der gør alle andre modtagelige for en særlig form for magi, som jeg er døv og blind overfor? Og altså bliver snydt for?
Klummeskriveren har engang været inviteret til et arrangement, kongehuset stod for. Man skulle tro, det var løgn, men det er det ikke. For nogle år siden, da han var formand for kunstfondens litteraturudvalg, fik han en dag post fra Amalienborg. Det undrede ham lidt, at sådan et foretagende, der vel hører til i eventyrenes verden, har en helt moderne frankeringsmaskine, og han overvejede da også, om det var en eller anden ondskabsfuld kollega, der prøvede at tage pis på ham: Lad os se, hvad Den Store Republikaner siger til et bette brev fra Margrethe, ikke sandt. Men det var nu ægte nok.
Invitationen var trykt på bøttepapir - alt andet ville selvfølgelig også være direkte fornærmende - og selve teksten var sat med Garamond kursiv - en passende majestætisk skrifttype, det vil jeg da også sige. Selve invitationen gjaldt nogle prisoverrækkelser, der strakte sig over et par dage, og hvor hhv. Hendes. Majestæt og Hans Kongelige Højhed Prinsen ville være til stede. Desuden var man inviteret med til en gudstjeneste. Sprogstilen var nærmest militærisk, ikke særlig behagelig, men heller ikke direkte uvenlig. Klummeskriveren følte ikke sin dyd truet så meget som et øjeblik, han lod meddele, at han desværre ikke havde tid til at deltage, færdig! Ja, udtrykket »desværre« skulle selvfølgelig have været undgået, men hvad gør man ikke for høflighedens skyld?
Testet og uplettet, vejet og fundet ved robust, republikansk huld, påstår klummeskriveren altså, at det virkelig ikke er ham, der er noget galt med. Det er og bliver pattebørnene, der udgør et problem. For den samlede befolknings image udadtil.
Det kan da godt være, at amerikanske, tyske og andre turister fotograferer på livet løs, når Livgarden trækker op, men i en stille stund, om ikke andet så når de sidder på Kultorvet og drikker pissedyre fadøl af plastickrus, må de da tænke, at die dänen, eller hvad de nu kalder os, må fejle et eller andet. En sygdom, en virus af en slags, som vi ganske vist ikke er det eneste folk, der lider af, men som det dog er underligt uciviliseret bare at lade florere fuldkommen ubehandlet. Selve smittekilden, kongehuset, burde som det første elimineres, det siger sig selv. Men selvfølgelig må samfundet efterfølgende sætte ind med behandlingstilbud til de hårdest ramte. Vi republikanerne, som måske ikke vokser i antal, men som formulerer os med større og større skarphed - og det må og skal være begyndelsen på afslutningen af fjogeriet - kan ikke tro andet, end at det må være muligt, selv for de allermest lallende kongehusdyrkere, at finde andre, de kan se op til.
De må kunne lære at elske en præsident. Også selv om det skulle blive Poul Nyrup.