M I K A E L W I T t E Gammel Stillingvej 460, DK-8462 Harlev J, Danmark. TLF/FAX (+45) 8694 2388 Studerende Jeppe Stig Nielsen 8000 Århus C http://www.mi.aau.dk/ jeppesn/kongerige/ 17. February 1998 Kære Jeppe, som aftalt sender jeg min kronik MONARKI ELLER DEMOKRATI, som du er velkommen til at lægge ud på din republikanske hjemmeside. Du må gerne angive min navn og/eller reklamere for min seneste bog, der hedder GRUNDLOVEN. KOMMENTERET UDGAVE AF DANMARKS RIGES GRUNDLOV. Forlaget Klim 1997. Venligst Mikael Witte ==== (Denne kronik blev trykt i Jyllands-Posten 5.6.97 under deres overskrift: FRIHED, MONARKI OG DEMOKRATI) MONARKI ELLER DEMOKRATI Af Mikael Witte Tirsdag den 5. juni 1849 kl 11 underskrev Frederik 7. Danmarks Riges Grundlov. Klokken 12 takkede han den grundlovgivende rigsforsamling, der i syv måneder havde diskuteret grundlovsforslaget. Bare 12 dage tidligere havde forsamlingen stemt for sidste gang, og da blev forslaget vedtaget med 119 stemmer mod 4. 1 stemte ikke og 26 var fraværende. Eftertiden husker måske bedst at salmedigteren Grundtvig var medlem af den grundlovgivende rigsforsamling - men glemmer at han ikke ville stemme for forslaget. Forsamlingens 150 mænd var blevet udvalgt i det gamle system, for at sikre sig mod alt for mange nye tanker, og grundlovens første paragraf kom til at lyde: 'Regjeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten er arvelig.' Dette skulle blive kærnesætningen for vort system, heraf kunne forholdet mellem borger og samfund udledes. Frederik 7. gav afkald på sin enevældige magt, men han forblev konge. Den borgerlige revolution, der gik gennem Europa foråret før, kunne have gjort ham arbejdsløs, landflygtig eller et hoved kortere. Men han blev den folkekære Frits. Fremover skulle Danmark være et indskrænket-monarki med en monark, det græske ord for enehersker. Danmark skulle altså hverken være et demokrati, det græske ord for folkestyre, eller en republik, der er afledt af det latinske res publica, dvs offentlig sag, altså samfundet, det åbne samfund. Selvom grundloven blev fyldt med paragraffer om kongens rettigheder - han havde således den udøvende magt, kunne benåde dem dommerne havde dømt og gøre undtagelser fra gældende love - så var det overordnede at regeringsformen skulle være indskrænket-monarkisk. Kongen skulle samarbejde med dem der blev valgt. Den lovgivende magt skulle han dele med Rigsdagen. Men inden da sad den grundlovgivende rigsforsamlings mænd og så deres fordel i en indskrænket-monarkisk regeringsform. De valgte at få del i magten og bevare den kongelige aura. En tusindårig kongerække blev deres solide fundament. Og det ganske uanset at en vikingekonge, en enevoldskonge og en indskrænket-monarkiske konge var lige så fundamentalt forskellige som deres samfund havde været. Det var nærmest en fordel for den opkommende politiske klasse, for så kunne den selv svinge sig ind med historiens vingesus. I 1848 vidste den nye fremstormende klasse, at forsvandt kongen, ja så kunne de også miste deres muligheder. I almindelighed kan en opstigende klasse se nødvendigheden i at dele magten med dem der allerede sidder på magten. Men den prøver at undgå yderligere magtdeling, prøver at undgå den sociale revolution. Derfor var det kun et mindretal af danskerne der fik stemmeret i 1849. Danmarks Riges Grundlov indeholdt ingen sikring af menneskerettighederne. Dem havde man ganske vist diskuteret i hundred år og de udgjorde en drivkraft i opgøret med den enevældige tanke. Men at skrive dem ind i grundloven, det ville være farligt. For så kunne kvinder, tjeneste- og fattigfolk jo også gå hen og gøre krav på deres rettigheder. Da den revolutionære gnist fængede i København udløste den mødet i Casino 20. marts 1848, hvor H.N. Clausen og Orla Lehmann var hovedtalerne. Begge talte de om nationen, fremhævede at danskheden og friheden stod i et ubrydeligt forhold til hinanden og at Holsten skulle udskilles fra det danske Danmark. Den slags var de radikale kredse ikke tilfredse med, og dagen derpå holdt de deres møde i Hippodromen. Her kom alle de driftige og mere rebelske, og så kom Orla Lehmann forresten også og talte lige så varmt for menneskerettighederne, som han aftenen før havde talt for nationen. De nationalliberale vidste hvornår de skulle appellere til det nationale og hvornår til det liberale. Det var juristen Lehmann der bearbejdede teologen Monrads belgisk-inspirerede udkast til et grundlovsforslag, der blev diskuteret af rigsforsamlingen. Men de skrev ikke om menneskerettigheder. Grundloven gav ministrene større magt og ved grundlovsreformen i 1855 blev dette til en selvstændig paragraf, der lød: 'Kongen har med de i det Følgende fastsatte Indskrænkninger den høieste Myndighed over Monarchiets Fællesanliggender, og udøver den gjennem sine Ministre.' Altså: Bare seks år efter at Frederik 7. havde givet grundloven, skulle kongen sikres den højeste myndighed over monarkiets fællesanliggender. Men kongen gjorde sig ikke atter enevældig! Afgørende var paragraffens sidste led, at han udøvede den gennem sine ministre. Dette var formaliseringen af det indskrænkede monarki. Langsomt gled magten bort fra officerkongerne (Christian 9., Frederik 8. og Christian 10.) til ministrene. Efter påskekuppet i 1920 bevarede kongerne (Christian 10. (igen), Frederik 9. og Margrethe) deres symbolske magt. Paragraffen om at kongen har den højeste myndighed over alle rigets anliggender blev stort set bevaret uændret ved grundlovsrevisionen i 1953. (Paragraf 12). Nu er der ikke længere sine - altså kongens - ministre. Men bare ministre. Men det står stadig uklart, om kongen eller ministrene er paragraffens vigtigste ord. Det fortolkes da, at ministrene har den højeste myndighed over alle rigets anliggender. Kongen er statsoverhovedet, han er et symbol. Danmark symboliseres altså af en ude- mokratisk institution. Men kongen er ikke et symbol for hele Danmark. For idet han udøver sin myndighed gennem ministrene, så gør han som regeringen beslutter. Og regeringen er ikke Danmark. Regeringen dirigeres af statsministeren. Statsministeren havde vundet magtspillet. Han var blevet den ny tids majestæt, der kunne optræde enevældigt. Dog var hans værdighed ikke arvelig. Da Margrethe i 1995 inviterede et orkester til at spille på familiens franske vinslot, stoppede statsministeren koncerten, fordi han dermed ville demonstrere mod de franske atomsprængninger. I 1996 ønskede statsministeren at Margrethe i en tale til Litauens præsident skulle tale for EU. Og i 1997 bestemte statsministeren i sidste øjeblik, at Margrethe i en tale til Letlands præsident skulle undlade at tale om NATO. Og så censurerede han Margrethes tale. Kongen er blevet regeringens marionet. Af grundlovens § 12 fremgår ikke hvordan ministrene udpeges. Endsige hvem de skal være loyale over for. Og der står heller ikke, at kongen udøver sin myndighed gennem regeringen. Eller at kongen skal udøve sin myndighed gennem ministrene. Grundloven garanterer kongen den højeste myndighed, og den sikrer ikke med et ord borgerne den højeste myndighed. Vi lever jo i et monarki! Da Anden Verdenskrig var slut, erklærede sejrherrerne, at de ville skabe en bedre verden for alle jordens mennesker. Derfor blev FN skabt, og organisationen vedtog i 1948 Verdenserklæringen om Menneskerettighederne og Danmark var med fra start. Verdenserklæringens artikel 1 lyder: 'Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.' Denne indledende artikel skulle sætte en stopper for nedarvede privilegier. Et arveligt monarki strider mod princippet om ligeværdighed. Enten burde Danmark have undladt at undertegne FNs Verdenserklæring - hvilket havde været et prestigetab - eller burde have gennemført en grundlovsrevision og opløst det arvelige monarki. Men regeringen ignorerede modsætningen. Internationale konventioner undertegnes som led i diplomatisk høflighed og for at tilfredsstille tidens krav om politisk korrekthed. De andre lande skal overholde konventioner om menneskerettigheder. Det er vigtigt! Socialdemokratiets Forfatningsudvalg skrev i 1971: 'Ideen med et arveligt kongedømme, der kun kan forklares med historiske traditioner, strider mod fundamentale demokratiske vurderinger og lighedsidealer.' Medlem af udvalget var professor dr. jur. Ole Espersen. Men som justitsminister og Østersø-menneskerettigheds-kommissær beskæftigede han sig ikke med disse lighedsidealer i Danmark. I 1996 foreslog SF at der blev nedsat en grundlovskommission, og skrev: 'Ideelt set burde monarkiet efter SFs opfattelse afskaffes og republikken indføres. Men sådan som monarkiet opfattes af den altovervejende del af danskerne, og sådan som monarkiet også fungerer idag, er monarkiets afskaffelse ikke aktuel.' Men vi skal ikke udsætte principielle diskussioner, fordi det store flertal er begejstrede for dronning Margrethe. For nylig radiodebatterede jeg forholdet mellem monarki og demokrati med den konservative MF Henriette Kjær. Som argument for monarkiet fremhævede hun dronningens mange kloge taler. I debatten deltog også Ebbe Kløvedal Reich, også han er tilhænger af monarkiet. Han mener at statsapparatet er irrationelt og derfor bør toppen også være det. For ham var det afgørende at have dronningen som samlende symbol, og ideelt set ville det være en fordel, om monarken var dum, døv og stum. Så modsatrettet forsvarede de monarkiet. Endskønt det er tydeligt at kongen er berøvet sin religiøse frihed, og hverken har stemmeret eller ytringsfrihed. Kongen styres af statsministeren, der udnytter ham til at sløre det moderne magtspil. Monarkiet strider mod tanken om menneskene som fornuftsvæsener. Alligevel viste meningsmålinger i 1972 og 1997 en stigende tilslutning til monarkiet. Stigningen er sket i det kvarte århundrede, hvor Danmark som nationalstat er under opløsning, hvor stadig flere beslutninger træffes af professionelle og hvor borgernes afmagt vokser. At bekæmpe det forekommer mange uoverkommeligt. Og så bliver dronning Margrethe danskernes trøster. Diskussionen af monarkiet er den principielle og fundamentale, den vedrører frihed, lighed og ærlighed. Ligeværdigt og oprejst at turde tage springet til den frihed, som tilsyneladende hyldes af alle på grundlovsdag.