(Nedenstående læserbreve er skrevet af Caspar Curdt-Christiansen.) WEEKENDAVISEN SEP/97 Peter Wivel kommer i sin leder d. 12. september ind på definitionen af begrebet "retssamfund", som iflg. oplysningstidens filosoffer og Wivel selv baserer sig på, at vi alle er født lige, og den samme ret skal gælde for alle. Han fortsætter: "Der skal ikke gælde een ret for adelen, kirken og de rige og en anden for almuen". Det er svært at være uenig med Wivel, og dog; i opremsningen af de priviligerede klasser glimrer kongefamilien ved sit fravær. Den dag i dag gælder loven ikke for kongefamilien, og hvad værre er, den gælder ikke for resten af befolkningen i forhold til kongefamilien. Man behøver ikke kigge længere end til Leif Blædels artikel på modsatte side i samme avis for at se et eksempel herpå. Blædel skriver, at Pressenævnets dom i sagen om sladderpressens billeder af kronprinsen er inkonsekvent og i strid med retspraksis. Det er desværre ikke sandt; retspraksis har altid været positiv særbehandling af kongehusets medlemmer. Kongehusets retsstilling indebærer ikke kun, at Danmark iflg. Rousseaus (og Wivels) principper ikke er et retssamfund; de samme principper er at finde i den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, som Danmark har ratificeret og således bør følge. Wivel påstår, at den enevældige statsmagt iflg. Junigrundloven i 1849 afgav sine privilegier til folkestyret. Det må siges at være en sandhed med modifikationer. Det er stadig monarken, der udpeger regeringer og underskriver love - det kan man da kalde enevælde. Royalisterne anfører ofte, at dronningen ikke misbruger disse privilegier, og det har da også indtil videre vist sig at holde stik, men der er intet, der forhindrer hende i at benytte sig af disse rettigheder - som hendes farfar gjorde det i 1920. Og at prinserne misbruger deres straffrihed, kan man jo få bekræftet hos færdselspolitiet. Det kan undre, at så få i Danmark har indset, at monarkiet hører lige så meget hjemme i et moderne retssamfund som tommelskruer i retsplejen. Men når nu flertallet i befolkningen ønsker at bevare denne middelalderlige institution (monarkiet altså - ikke tommelskruerne), kunne man måske forestille sig en kompromisløsning. Bring dansk lovgivning i overensstemmelse med internationale konventioner og fratag kongehuset deres menneskerettighedsstridige privilegier; lad dem være strafbare og skattepligtige ligesom alle andre. Derudover kunne man passende sidestille monarkiet med andre religioner og nøjes med at lade tilhængerne betale for det - og lad så os andre være i fred. POLITIKEN OKT/96 Det har længe undret mig, hvorfor netop den danske befolkning, der ellers plejer at gå ind for millimeterdemokrati, lighed og retfærdighed, har kunnet skabe et så gabende hul i disse idealer, som monarkiet utvivlsomt udgør. En nærmest manisk begejstring for denne middelalderlige institution hærger Danmark, så det efterhånden er umuligt at tænde for fjernsynet eller læse en avis uden at man kvæles i kongerøgelse. Senest har man kunnet se en række TV-programmer om og med de kongelige, f.ex. ex-dronning Anne-Marie. Selv "seriøse" journalister, der ellers plejer at hæve sig over Se&Hørs niveau, insisterer på at kalde hende Dronning af Grækenland. Hvad værre er, Margrethe siger det også. Denne upolitiske monark, Danmarks statsoverhoved, fører således egenhændigt udenrigspolitik ved på denne måde at lade hånt om den lovligt og demokratisk valgte regering i et andet EU-land. Mig bekendt underkender den danske regering ikke den græske præsident; hvorfor tillader den så, at dronningen gør det? Vil regeringen også tie, hvis dronningen begynder at fable om den tyske kejser eller dronningen af USA? I samme TV-program kunne man i øvrigt høre Danmarks dronning udtale om militærkuppet i Grækenland, at "det gik værst ud over far og mor". Det kan undre, at dronningen mener, hendes forældre led større overlast end de græske politiske fanger; det kan selvfølgelig også være, at dronningens politiske ytringer ikke strækker sig til Grækenlands befolkning - kun til dets styreform. Kongehusets retsstilling bryder mod Menneskerettighedskonventionens principper om lighed for loven. Det er dog ikke noget, der gør indtryk på danskerne og - kunne vi se fornylig - slet ikke på det "Radikale" Venstre. Selv de konservative og førhen så enøjet monarkistiske englændere er ved at vågne op; Elizabeth & Co. skal til at betale skat nu, og der bliver skåret ned på frynsegoderne. Men indførelse af demokratiske retsprincipper - lige netop når det gælder kongehuset - er tabu i Danmark; her vil man hellere konkurrere med Saudi-Arabien om at være verdens mest reaktionære land. WEEKENDAVISEN NOV/95 Demokrati - ja tak! En gang da Mahatma Gandhi var på besøg i Europa, spurgte en engelsk journalist ham om, hvad han syntes om vesterlandsk civilisation, hvortil han som bekendt svarede, at "det ville være en god idé". Desværre er det det samme svar, der falder mig ind, når jeg i udlandet bliver udspurgt om det danske demokrati. Sandheden er jo, at Danmark ikke er et demokrati men et monarki. Nu er der nok nogle, der vil indvende, at vi da har folkestyre (omend Kongens næsten ubegrænsede magt står nedfældet i Grundloven), men der ligger andet og mere i begrebet "demokrati" end det at udfylde en stemmeseddel hvert fjerde år. Demokrati indebærer også en hvis grad af social lighed og fremfor alt lighed for loven. Som bekendt betaler kongefamilien ikke skat som alle andre danskere - tværtimod betaler resten af befolkningen svimlende beløb i skat for at denne ene familie i Danmark kan leve i sus og dus. Men der hvor alle forestillinger om demokrati hører op, er kongefamiliens forhold til loven; de kan ikke straffes. Heldigvis er vi nået langt siden dengang, hvor man fik tungen revet ud og hovedet sat på en stage for at komme med ytringer som disse; det forunderlige er, at flertallet af den danske befolkning tilsyneladende tror, dette stadig er gældende lovgivning. Eller også må de synes, at det er rimeligt, at de betaler for prinsernes sportsvogne (sikke hurtigt de i øvrigt bliver slidt op - men det er vel en naturlig følge af ustraffet at kunne køre væddeløb på offentlig vej), Henriks nye Rolls-Royce og Margrethes livgarde etc. etc.. Nu står det at læse i Weekendavisen (13.10), at alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten går ind for, at Joachims kommende hustru skal have dansk "indfødsret" inden brylluppet. Man kan således konstatere, at Fremskridtspartiet, der ellers ikke plejer at gå ind for øget indvandring - de fremmede er jo bare samfundsnassere - synes, det er OK, når det er Danmarks mest priviligerede familie, det drejer sig om. Højrefløjen, der angiveligt går ind for, at man skal nyde efter fortjeneste, har tilsyneladende fundet en undtagelse i kongefamilien. Selv socialisterne (er det ikke det S'et står for i SF?) finder åbenbart, at forskelsbehandling er helt i orden, så længe det kommer denne middelalderlige institution til gode. Dette rejser et interessant filosofisk spørgsmål: hvis det bliver demokratisk bestemt at ophæve demokratiet, har vi så demokrati? Resten af verden er på vej ind i det 21. århundrede - var det ikke på tide, at Danmark trådte ind i det 20.?