[Denne historie er sendt til os af Jan Andersen.] Røverhøvdingen Der var engang for mange år siden en røverhøvding på Sicilien. Dem var der mange af, men ham her var nu noget ganske særligt. Som årene gik, lykkedes det ham nemlig at få de andre røverhøvdinge til at anerkende ham som den øverste røverhøvding. Midlerne til at nå sit mål så han stort på, som man jo gør i netop den verden. Han og hans røverbande havde begået alle former for kriminalitet, stjålet og myrdet i stor stil, både blandt de andre røverhøvdinge og blandt ganske almindelige mennesker. Nu stod han ved målet som røverhøvdingen over alle røverhøvdinge. Han vidste godt selv at det den titel ikke lød så godt udadtil, så istedet kaldte han sig "bossernes boss" eller slet og ret "overboss" - "capo di tutti capi", som det hedder på italiensk. De andre røverhøvdinge kaldte han for "underbosser" og gav dem hver sit område af øen at udnytte efter eget forgodtbefindende. Til gengæld skulle de stille nogle mænd til hans rådighed, hvis han havde brug for det overfor andre overbosser. Overbossen havde også selv brug for penge og begyndte derfor at opkræve en slags beskyttelsespenge fra alle øens indbyggere, der skulle sikre at han og familien kunne leve det standsmæssige luksusliv en overboss bør leve. Samtidig skulle pengene også bruges til at købe loyale mænd andre steder, hvis nogle af underbosserne gjorde oprør mod ham. Han vidste nemlig at de andre røverhøvdinge kun nødtvunget havde anerkendt ham som den øverste af dem alle. Da overbossen døde, lykkedes det hans familie at beholde både titel og privilegier ved at spille på øens indbyggeres og underbossernes frygt for hinanden. I generation efter generation, efterfulgte familiens sønner hinanden som overboss. Tilstanden varede så længe, at de fleste følte den helt naturlig. Men en gang imellem blev det selvfølgelig for meget for øens indbyggere og underbosserne, at man sådan kunne blive overboss uden at have gjort sig særlig fortjent til det. Det kom jævnligt til både oprør og kupforsøg. De fleste gange mislykkedes det, men en enkelt gang lykkedes det da for underbosserne at få afsat den siddende overboss og give hans onkel titlen istedet. Det glemte de følgende overbosser aldrig. I løbet af de næste generationer lykkedes det at overbevise øens indbyggere om, at det var i deres interesse at støtte overbossen mod underbosserne. Underbosserne blev sat udenfor og de følgende generationers overbosser sad med hele magten alene. En dag var det dog slut. Øens indbyggere ville ikke længere blindt adlyde de skiftende overbosser, hvoraf én ovenikøbet havde været sindssyg. Overbossen afgav sin magt, mod at han stadig kunne få lov at beholde titlen og være den fineste person på øen. Siden da har overbosserne ingen magt haft, men opfattes alligevel som fornemmere end alle andre mennesker på øen. Så fornemme endda, at ingen drømmer om de skal lave noget som helst eller straffes for at bryde øens love. Fin historie, ikke sandt? Erstat nu "Sicilien" med "Danmark"!