Nedenstående blev bragt i Politiken 12. maj 2004. Af Jens Nielsen, faglært arbejder. Brev til kronprinsen. Kære Frederik, En tidlig torsdag morgen for næsten seks år siden sad jeg ved siden af en kollega i et rutefly på startbanen i Kastrup Lufthavn. Stemningen var høj - vi var på vej til Toulouse i Frankrig for at se Danmark i kamp ved VM-slutrunden i fodbold - men kort før takeoff skete der noget: Ind trådte du og dit følge og bænkede jer på forreste række. Der blev helt stille, en stemning af ærefrygt bredte sig søreme, og øjeblikket efter blev der hvisket flittigt rundt omkring på sæderne. Min kollega og jeg grinede lidt ad det, men pludselig var det ikke så sjovt længere. Næppe var flyet kommet i luften, før det i højttaleren lød: "I anledning af en helt speciel passager, er denne flyvning alligevel ikke røgfri". Så kunne du fyre op i cigaretterne, andre fulgte forudsigeligt trop, og på den måde endte det med, at min kollega og jeg og flere andre sad og hostede i tågerne bagude i kabinen. Røg søger åbenbart dén vej i en flyvemaskine - jeg ved ikke hvorfor - og det var jo meget belejligt, hvis man som dig sad på forreste række. Sådan gik det for sig den eneste gang, du og jeg - såvidt jeg ved - har været i nærheden af hinanden, og for mig var oplevelsen meget rammende for den følelse, jeg generelt har over for dig og din familie og for monarkiet i det hele taget: En snærende, irriterende fornemmelse, som man ikke kan blive fri for. Noget som jeg kan grine ad, men som alligevel også generer mig. Noget som man burde kunne fravælge på samme måde som med folkekirken - og som med rygning i flykabiner. Sådan var min holdning i mange år før vores røgfulde møde i sommeren 1998, og sådan har jeg det i særdeleshed i disse dage, hvor det meste af landet er gået i selvsving over dit bryllup. For mig er monarkiet et symbol på et skævt menneskesyn - et udemokratisk levn fra gamle tider, hvor monarken var en diktator, der nærmest skulle tilbedes. Kald mig naiv, men i mine øjne er alle mennesker lige meget værd, og jeg tror på, at hvis man vil opnå noget her i livet, skal man først gøre sig fortjent til det. Du og din familie udsender desværre de stik modsatte signaler. I er fra fødslen hævet over loven, og I modtager mange penge fra samfundet, alene i kraft af jeres eksistens. Du knipser med fingrene, og din forlovede bliver dansk statsborger. Du kan rejse jorden rundt og høste oplevelser, som er de færreste forundt, du vender op og ned på en millionby på en ganske almindelig hverdag, fordi du skal giftes - alt sammen for undersåtternes regning, her i blandt min. Hvis jeg kunne, ville jeg sende min del af gildet til værdigt trængende i den tredje verden, men det kan jeg ikke. Dét accepterer du som en 'Prins af tiden' - og hvad giver du mig til gengæld? En omgang røg, bogstavelig talt.